Tre piger gynger
start på hovedindhold

Dagligdagen

Læs hvordan dagligdagen er tilrettelagt i institutionen, fra vi åbner om morgenen, til vi lukker om eftermiddagen.

I Børnehuset Regnbuen har vi en genkendelig rytme gennem dagen. Faste rutiner giver børnene overblik og tryghed, samtidig med at der er plads til leg, spontane aktiviteter og børnenes egne initiativer.

Morgen

Børnehuset Regnbuen åbner kl. 06.30, og vi tilbyder morgenmad frem til kl. 07.30. I vuggestuen spiser vi sammen på en af stuerne, og i børnehaven spiser vi i alrummet.

Kl. 07.30 fordeler vi os på de seks stuer. Her tager vi imod de øvrige børn og starter dagen med leg, samtaler og forskellige aktiviteter.

Formiddag

Omkring kl. 08.30 i vuggestuen og kl. 09.00 i børnehaven får børnene et lille formiddagsmåltid med f.eks. frugt og brød. Vi holder samling i forbindelse med måltidet, hvor vi synger og snakker om dagen eller noget, børnene har oplevet.

Vi deler ofte børnene i mindre grupper om formiddagen. Aktiviteterne tilrettelægges med udgangspunkt i børnenes alder og udvikling, så der er gode muligheder for deltagelse og fordybelse.

De vuggestuebørn, der sover lur mere end én gang om dagen, sover som regel formiddagslur på dette tidspunkt.

Inden frokosten vasker børnene hænder.

Middag

I børnehaven spiser vi frokost omkring kl. 11.00, mens vuggestuebørnene spiser omkring kl. 10.30.

Vi spiser i mindre grupper, fordi det giver en rolig ramme omkring måltidet. Børnene inddrages i de praktiske opgaver og kan blandt andet være med til at dække bord, hælde mad op og skære maden ud.

Under måltidet er der god tid til samtaler og fællesskab. Når vi har spist, går børnehaven på legepladsen, og vi prioriterer, at børnene kommer ud hver dag. Vuggestuen gør klar ti eftermiddagslur efter frokost. De største børn sover på madrasser i vores fælles soverum, hvor der sidder en voksen sammen med dem, til de sover. De mindste børn sover i barnevogn eller krybbe i vores krybberum.

Eftermiddag

I takt med at vuggestuebørnene vågner, samles de på en stue og leger sammen. De børn, der har sovet formiddagslur og endnu ikke har spist, får frokost og leger på stuen.

Kl. 13.30 spiser vuggestuebørnene eftermiddagsmad. I børnehaven får børnene eftermiddagsmad omkring kl. 14.00. Det kan f.eks. være frugt, grøntsager og brød. Hvis vejret er godt, spiser vi gerne udenfor, ellers går vi ind omkring kl. 13.30.

Resten af eftermiddagen er der plads til leg på stuen eller på legepladsen. Vi samles på tværs af stuerne kl. 16.15 mandag til torsdag og kl. 15.15 om fredagen. Børnene bliver hentet løbende, og vi hjælper med at få rundet dagen af med et farvel til en voksen og et tjek ud på Aula.

Vi lukker kl. 16.45 mandag til torsdag og kl. 16.00 om fredagen.