
Job
Bliv en del af et stærkt arbejdsfællesskab, hvor vi hjælper hinanden og har fokus på det enkelte barn.
I Børnehuset Regnbuen bliver du en del af en arbejdsplads, hvor det vigtigste er at være sammen med børnene. Vi har et tæt samarbejde på tværs af stuerne og hjælper hinanden, når der er brug for det. Vi bruger hinanden til faglig sparring og deler både viden, spørgsmål og idéer.
Vi har en stærk faglig kultur, hvor vi er optagede af, hvordan vi kan udvikle os sammen. Vi lægger vægt på, at børnene mødes af anerkendende, nærværende og omsorgsfulde voksne, og at vi tilpasser vores praksis efter børnenes behov og perspektiver.
Mød Nanna

Nanna Thougaard Smed er 27 år og har arbejdet som pædagog i institutionen i 2,5 år. Her fortæller hun om sine erfaringer med at være ny i huset.
"For mig er Regnbuen en arbejdsplads, hvor faglig udvikling, refleksion og samarbejde går hånd i hånd. Noget af det, jeg særligt værdsætter ved arbejdskulturen er, at der er plads til at være undersøgende og afprøve nye tilgange."

"Arbejdet som pædagog er både alsidigt og omskifteligt, fordi alle børn og deres familier er forskellige. Det kræver derfor, at vi løbende reflekterer over vores praksis og er åbne overfor nye måder at arbejde på. Det er med til at holde en høj faglighed!"
Sådan arbejder vi
Vi tager udgangspunkt i børneperspektivet og er optagede af at se det enkelte barns behov. Vi arbejder med overgange og hverdagspædagogik og bruger uderummet aktivt.
Som medarbejder får du mulighed for at være tæt på børnene og arbejde i mindre grupper. Vi følger børnenes nysgerrighed og justerer vores praksis, når vi kan se, at børnene kalder på noget andet end det planlagte.
Vi har faste rutiner gennem dagen, men fleksibilitet er en naturlig del af hverdagen. Vi hjælper hinanden på tværs af stuerne, og der er altid mulighed for at spørge en kollega til råds.
Arbejdsvilkår
Børnehuset Regnbuen har åbent mandag til torsdag fra kl. 6.30 til 16.45 og fredag fra kl. 6.30 til 16.00.
Du skal kunne varetage både åbne- og lukkevagter. Vi skiftes til at åbne og lukke og har en fast grundplan med forbehold for ændringer ved ferie og sygdom. Vi arbejder med et to-ugers rul, hvor fredagen skifter.
Som pædagog har du forberedelsestid uden for mødeplanen, så der er ro til fordybelse og planlægning uden afbrydelser. Vi har fast mødeplan, men forsøger at være fleksible, når der er behov for frihed, og det kan hænge sammen med driften.
Vi holder personalemøde én gang om måneden, hvor der er mødepligt.